Hedegaards afløser vil af med efterlønnen

Unge Rasmus Jarlov fra De Konservative overtager Connie Hedegaards stol i folketinget. Han drømmer blandt andet om at sende efterlønnen på pension

Den socialkonservative Connie Hedegaard afløses af en stærkt borgerlig partifælle. Den 29-årige Rasmus Jarlov overtager hendes stol i Folketinget.

- Jeg så gerne at vi førte endnu mere borgerlig politik i den borgerlige lejr, end vi gør i dag, hvor jeg synes, det er lidt for konsensussøgende. Man værner lidt for meget om nogle velerhvervede rettigheder til danskerne, siger det nybagte folketingsmedlem.

Efterlønnen er en af de rettigheder, som Rasmus Jarlov gerne vil gøre op med.

- Jeg synes det allerbedste ville være at få lov til at stemme for en afskaffelse af efterlønnen og gøre noget ved den lange dagpengeperiode, siger Rasmus Jarlov.

Han er netop valgt til Københavns Borgerrepræsentation, men rykker nu som De Konservatives 2. suppleant ind i Folketinget, fordi Charlotte Dyremose tager barselsorlov, og Connie Hedegaard tager EU-kasketten på.

Det har imidlertid hele tiden være Rasmus Jarlovs plan at skifte lokalpolitikken ud med landspolitik på et tidspunkt.

- Jeg er dog noget overrasket over, at det kom til at gå så hurtigt. Jeg vidste ikke, at Charlotte Dyremose var på vej på barsel, og jeg troede heller ikke, at Connie Hedegaard ville blive kommissær. Jeg er meget overrasket og jublende glad, siger Rasmus Jarlov, der til daglig er leder i Novo Nordisk.

Han er tidligere kendt for et stunt, hvor han troppede ved ungdomshuset på Jagtvej 69, blev afvist og efterfølgende klagede til kommunen. I forbindelse med debatten om muskelhunde var retorikken endnu hårdere.

- Hvis Flemming Møller kom for at aflive min fuldstændigt fredelige hundehvalp, fordi jeg ikke havde dens stamtavle i orden, ville jeg finde et haglgevær frem, sagde Ramus Jarlov om et venstremedlem, der foreslog at aflive alle hundehvalpe uden stamtavle.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere