DF: Stem på en swinger

Sexklubejer Peter Spælling vil være kommunalpolitiker på Fyn og vise, at Dansk Folkeparti ikke kun er for de ældre

Det er ikke frisind, DF'eren Peter Spælling mangler. (Foto: Tim K. Jensen/Fyens.dk)
Det er ikke frisind, DF'eren Peter Spælling mangler. (Foto: Tim K. Jensen/Fyens.dk)

I syv år har han haft sex på hjernen som ejer af swingerklubben Afrodite Club i Ringe på Fyn.

Men nu vil Peter Spælling over i en lidt anden grøft.

Han vil være kommunalpolitiker og stiller op til valget for Dansk Folkeparti i Faaborg-Midtfyn - sjovt nok som nummer seks på listen.

Jeg er ikke sexet
Er det tilfældigt, at du netop er nummer 'sex', Peter Spælling?

- Det har jeg slet ikke skænket en tanke. Jeg synes jo ikke, der er ikke noget som helst sexet ved mig. Jeg tænker mest på politik, det er jo det, jeg synes vi skal tale om, lyder det fra den 42-årige fynbo.

Men så let slipper han nu ikke.

Der var ingen problemer med partiet i forhold til dit frisind?

- Jeg vil jo ikke skade partiet, så jeg har selvfølgelig taget en snak med partisekretær Poul Lindholm, men der var ingen problemer. Det er et rummeligt parti.

Borgmestre i sexklubben
Hvad tror du vælgerne siger til din status som sexklubejer?

- Jeg håber da ikke, det skader mig. Jeg har bare haft med en masse glade mennesker at gøre. Men der vil jo altid være nogen der ser skævt på det, vi har jo også for nylig haft en målmand, der ikke kunne lide bøsser. Men sådan er det jo.

Hvem er det, der kommer i din klub?

- Jamen alle er velkomne, bare de er søde og rare. Og vi har da haft besøg af både borgmestre, topfolk fra medieverdenen, skuespillere og andre personligheder. Derfor er det også vigtigt at være diskret. Jeg mener, alle har ret til et privatliv, fortæller Peter Spælling, som forpagtede en anden sexklub på Fyn, inden han i 2002 åbnede Afrodite Club.

Vi mangler et ungdomshus
Men nu til det, manden helst vil snakke om - politikken:

Spælling er stadig ejer af sexklubben, men står ikke selv for den daglige ledelse - og bliver han valgt, vil han engagere sig 100 procent i kommunalpolitikken.

- Jeg vil gerne slå et slag for de unge. Alle ved jo, vi er et ældreparti, men jeg har en masse visioner om ungdomspolitik og vil gøre en forskel.

- Blandt andet mener jeg, vi mangler et ungdomshus herovre. Hvis man er sportsinteresseret er der masser af muligheder, men for de unge, som vil noget andet, er der ikke rigtig nogen tilbud. Det vil jeg ændre på, fortæller politikeren Spælling.

Som i øvrigt også er musiker og uddannet pædagog samt typograf...

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere