Forvirring om lømmelpakken fortsætter

En høring på Christiansborg hjalp ikke på forvirringen omkring, hvor og hvornår lømmelpakkens nye, hårde sanktioner kan og vil blive brugt

- Hold jer væk. I risikerer, at uroen fanger jer, og så ryger I med.

Det er ifølge Jonas Christoffersen, direktør i Institut for Menneskerettigheder, det signal, lømmelpakken sender til klimademonstranterne.

Under en høring på Christiansborg, der tirsdag skulle kaste lys over lømmelpakkens konsekvenser, pegede han på, at lovpakkens upræcise formuleringer skræmmer folk fra at benytte sig af den grundlovssikrede forsamlingsfrihed.

En studerende ved Københavns Universitet bekræftede Jonas Christoffersens betænkeligheder.

- Jeg har mistet lysten til at gå med i selv fredelige demonstrationer, fordi jeg risikerer at blive anholdt, sagde han til panelet.

En af stramningerne er 40 dages fængsel for civil ulydighed, hvis det foregår i nærheden af grovere ballade.

Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi forsøgte at dæmpe bekymringerne ved at forklare, at politiet vil give demonstranterne lang snor, og at det stadig er de hårde typer, der er politiets fokus.

Men svaret fra ham var samtidigt et rungende "det kommer helt an på den konkrete situation", når der blev spurgt ind til forskellige scenarier, hvor strafskærpelserne kunne komme på tale.

- Nogle gange udvikler det sig til et ragnarok, og der er det utroligt svært at definere, hvem der har lavet hvad, sagde Per Larsen.

Lømmelpakken indeholder kraftigt skærpede straffe for visse mindre forseelser, hvis de begås i nærheden af grovere ballade. Eksempelvis at holde fast i venner, hvis politiet prøver at anholde dem.

Men tirsdag kunne hverken politi eller eksperter give klare svar på, hvornår man er i et område, hvor der foregår "grov forstyrrelse af den offentlige orden".

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere