DF overgiver sig i sygehus-kamp

Dansk Folkeparti må sluge VK-regeringens placering af et nyt supersygehus i Vestjylland. Til gengæld kræver partiet garanti for, at yderområderne ikke svigtes

Regeringen ser ud til at komme igennem med sit ønske om at placere det nye vestjyske supersygehus i Gødstrup.

Selv om striden mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti om placeringen hidtil har blokeret for, at finansloven kan falde på plads, så erfarer Ritzau, at støttepartiet har erkendt, at sådan bliver det.

Til gengæld kræver Dansk Folkeparti håndfaste garantier for, at patienterne i regionens yderområder ikke lades i stikken.

Hele tirsdagen prøvede parterne at finde frem til et kompromis, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde slog fast, at Gødstrup ligger fast, selv om han komplimenterede Dansk Folkeparti for at bære borgernes bekymring for, om de nu kan komme på sygehuset, med ind til forhandlingsbordet i Finansministeriet.

Dansk Folkeparti har foreslået at lægge sygehuset i Aulum midt mellem Holstebro og Herning i stedet for Gødstrup tæt ved Herning, som Region Midtjylland ellers har besluttet med støtte fra regeringen.

Alternativt har Dansk Folkeparti krævet et akutberedskab i Holstebro, hvis regeringen fastholder placeringen i Gødstrup.

Der er endnu ikke sat tid på, hvornår finanslovforhandlingerne genoptages onsdag. Forhandlingerne besværliggøres af, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) onsdag eftermiddag er optaget af møder i folketingssalen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere