Halalnederlag til Brian Mikkelsen

Et flertal uden om regeringen blokerer for, at rituelle slagtninger kan udføres i Danmark. Ingen danske slagterier bruger dog rituelle slagtemetoder i dag

Den danske regering ser ikke ud til at få mandat til at tillade muslimsk halalslagtning og jødisk kosherslagtning.

På dagens møde i Folketingets Europaudvalg blokerede et flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten for et forslag, der giver mulighed for rituelle slagtninger uden forudgående bedøvelse.

- Vi mener, at man - ligesom dyreværnsloven tilskriver herhjemme - skal bedøve dyrene, før de bliver slagtet. Det er den rigtige måde at gøre det på i forhold til store dyr. Der er en dispensationsmulighed i Danmark for, at man kan slagte uden bedøvelse, men det er vi imod. Det er dyremishandling, siger SF's fødevareordfører, Kristen Touborg, til Ritzau.

Danmark har ikke noget egentligt forbud mod de rituelle slagtemetoder, men ingen danske slagterier udfører halalslagtning uden bedøvelse.

EU-Kommissionen har lagt op til, at rituelle slagtninger bliver forbudt i EU, men et ændringsforslag, der er blevet vedtaget i EU-Parlamentet, der giver mulighed for at tillade halal- og kosherslagtning, har skabt debat blandt EU-politikerne.

- Det er utroligt glædeligt, at venstrefløjen i Folketinget er kommet til fornuft og er gået med i afvisningen af justitsminister Brian Mikkelsens oplæg til at indføre rituel slagtning uden bedøvelse. Især når man tænker på, at Socialdemokratiet har stemt for den modsatte holdning nede i Europaparlamentet, siger Morten Messerschmidt.