Bred kritik af Espersens ferietur

Det er 'uholdbart' når vicestatsministeren forlader Danmark, når der er høj risiko for ministerskifte, lyder kritikken fra både DF, SF og S

Statsministeriet måtte bruge 180.000 skattekroner på at hente vicestatsminister Lene Espersen (K) hjem fra ferie i Portugal. (Foto: Simon Høgsberg)
Statsministeriet måtte bruge 180.000 skattekroner på at hente vicestatsminister Lene Espersen (K) hjem fra ferie i Portugal. (Foto: Simon Høgsberg)

- Det er bemærkelsesværdigt, at Lene Espersen er den eneste politiker, der ikke er i Danmark. Det er vel på grænsen til det naive at tage til udlandet, når man ved, at der er så stor risiko for, at der bliver brug for én i Danmark.

Sådan lyder kritikken fra Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht efter Ekstra Bladets afsløring af, at Statsministeriet måtte bruge 180.000 skattekroner på at hente den konservative vicestatsminister hjem fra Portugal i et privatfly, da det stod klart, at Anders Fogh Rasmussen (V) forlod posten som statsminister.

Også regeringens normale støtteparti, Dansk Folkeparti, langer hårdt ud efter Lene Espersen.

DF: det er uholdbart
- Man kan jo spørge, om de konservative slet ingen fornemmelse har af, hvad man kan og ikke kan. Det her er uholdbart, siger Peter Skaarup og kalder det for en ’kæmpe udgift’ at belaste skatteborgerne med.

Skaarup synes dog, det værste er, at Lene Espersen overhovedet tog på ferie, når situationen var ’optændt’ og Fogh var få dage fra at blive udnævnt til generalsekretær i Nato.

- Der er mange ting, regeringen skal tage sig af i disse dage. Pia Kjærsgaard har også måttet udskyde sin ferie, og hun er jo ikke engang del af regeringen, siger Skaarup, der dog mener, at det må være op til Venstre og Konservative at finde ud af, hvem der i sidste ende skal betale den høje regning for privatflyet.

Espersen flyver mens staten sparer
Mens de Radikale ikke har nogen holdning til Espersens flyveture, langer oppositionens næststørste parti, SF, også ud efter vicestatsministeren:

- Overalt i den offentlige sektor skal man skære ind til benet, men uden at blinke kan man bruge 180.000 kr. på at få Lene Espersen hjem fra Portugal. Det var jo ikke en kæmpe overraskelse, at der skulle udpeges ny statsminister, så jeg har svært ved at forstå, at det var nødvendigt at bruge en mindre formue skattekroner på et privatfly, skriver partiets skatteordfører, Jesper Petersen i en mail til ekstrabladet.dk

Juraen på Lenes side
Professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Claus Haagen Jensen mener ikke, at der juridisk er noget at komme efter i sagen.

- Det lyder dyrt, og jeg har ikke hørt om noget lignende før, men der er også tale om en ekstraordinær situation. I et demokrati bliver det ikke meget større end et statsministerskifte, så set i det lys er den store regning berettiget, siger Claus Haagen Jensen til ekstrabladet.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen