Fogh om druksag: 'Det må ikke ske igen'

Nye bilag om Søren Pinds skattebetalte drukture er dukket op i Ekstra Bladet. Statsminister Fogh Rasmussen vil se anstændig opførsel

- Det må ikke ske igen.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fastslår med syvtommersøm, at han ikke ser med milde øjne på partifællers våde arrangementer på skatteborgernes regning. Ekstra Bladet har de seneste dage fremlagt bilag på middage og alkohol, som Venstres tidligere borgmester i København Søren Pind har ladet det offentlige betale.

- Jeg tror ikke, at der er nogen, som er i tvivl om min holdning til den slags. Men jeg kan ikke gå ind og bedømme konkrete bilag, og jeg vil ikke tage stilling til konkrete møder. Det må folk selv finde ud af, men de skal opføre sig ordentligt og i overensstemmelse med reglerne, siger Anders Fogh Rasmussen

I eftermiddag blev Anders Fogh Rasmussen mødt af en gruppe pressefolk, efter at han havde været i Folketingets spørgetid. Heriblandt Ekstra Bladet, der konfronterede ham med nye bilag, som belaster Søren Pind.

- Det er nogle gamle sager, hvad i al verden skal jeg gøre ved dem, siger Anders Fogh Rasmussen og understreger, at han ikke er 'ansat i et revisionsfirma til at gennemgå bilag'.