Fogh ville håndtere Auken anderledes i dag

Miljøministeriet ville ikke været blevet skåret på samme facon ved VK-magtovertagelsen, hvis Fogh havde haft større viden om klimaforandringerne, erkender han

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ville have håndteret decimeringen af Svend Aukens miljøministerium i 2001 på en anden måde, hvis han dengang havde haft den samme viden om den globale opvarmning, som han har i dag.

Det erkendte Anders Fogh Rasmussen for første gang nogensinde i et interview efter Venstres landsmøde i Herning.

Erkendelsen kommer efter syv år, hvor Svend Aukens miljøministerium og SR-regeringens planer på klima-, miljø- og energiområdet har været blandt VK-regeringens foretrukne kritikpunkter, når den skulle pege fingre af SR-regeringens fejltagelser.

- Vi synes, at det var nødvendigt at få ryddet op, fordi vores opfattelse var, at i 1990erne blev der bygget en masse nye ordninger op og indført en masse tilskudsordninger, uden at der blev regnet ordentligt efter om de steder, man brugte pengene, nu også var der, hvor man fik mest miljø for pengene. Men jeg vil da godt sige, at havde jeg haft den erkendelse i 2001, som jeg har i dag, så kan det godt være, at vi ville have grebet strategien an på en anden facon. Det vil jeg gerne sige meget åbent, siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere