S-toppen var rede til at dolke Sander

Christine Antorini fik fuld opbakning fra sit partis ledelse, hvis hun ville gøre videnskabsministerens gramseri til en sag - hun valgte selv at skrive ham en skideballe

Mens Christine Antorini var chef for Forbrugerinformation, gjorde Helge Sander hende i 2003 til formand for tænketanken 'Bedre forståelse for forskning'. (Foto: jyllands-Posten)
Mens Christine Antorini var chef for Forbrugerinformation, gjorde Helge Sander hende i 2003 til formand for tænketanken 'Bedre forståelse for forskning'. (Foto: jyllands-Posten)

Gramseri-sagen - videnskabsminister Helge Sanders angiveligt håndfaste tag i Christine Antorinis ene endeballe forud for forhandlinger om en globaliseringsaftale - har været et hedt emne i den socialdemokratiske gruppeledelse på Christiansborg.

Sagen blev indgående drøftet på S-gruppemødet tirsdag i sidste uge under punktet eventuelt. Her var der entydigt opbakning til partifællen, uddannelsesordfører Christine Antorini, erfarer Ekstra Bladet.

Antorini skældte Sander huden fuld
Konklusion var, at hvis Christine Antorini ville gå offentligt ud med sagen, var partiledelsen parat til i yderste konsekvens at kræve videnskabsministerens afgang.

Christine Antorini valgte en anden løsning: Hun gik til Helge Sander dagen efter og skældte ham huden fuld, og derfor blev der aldrig brug for S-toppens tilsagn om offentlig opbakning til Antorini.

Ministeren: Det pure opspind
Helge Sander fortalte selv i går Ekstra Bladet, at Antorini onsdag i sidste uge havde hevet ham til side på Finansministeriets berømte 'stengang' og kaldt hans opførsel i minutterne før forhandlingerne fredag 31. oktober for både ’upassende’ og ’ubehagelig’.

Sander modtog Antorinis røffel, straks efter at globaliseringsaftalen blev indgået mellem VK, S, DF og R.

To vidner bekræfter uafhængigt af hinanden over for Ekstra Bladet, at Sander rent faktisk gramsede på Antorinis bagdel. Mens Sander betegner det hele som ’pure opspind’.

Sander gav en 'tom' undskyldning
Alligevel valgte Sander - ifølge Sander selv - at give Antorini en undskyldning. En noget finurlig undskyldning:

- Så svarer jeg, at jeg da godt kan sige undskyld, men det er en tom undskyldning, for jeg kan ikke huske, hun gik forbi mig der i døren, eller at vi sagde goddag, har Sander forklaret i Ekstra Bladet.

Samtidig antydede han over for avisen, at der kan have været tale om et uheld:

- Jamen, det er klart, vi stod jo dér i døren. Og derfor ... om vi er gået mod hinanden, det skal jeg ikke kunne sige.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere