Traktat-slagsmål på højeste niveau

Irernes nej til Lissabon-traktaten danner baggrund for offentligt opgør mellem Tjekkiets præsident og Irlands udenrigsminister

Et officielt statsbesøg udviklede sig onsdag til et offentligt opgør gennem pressen mellem Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, og Irlands udenrigsminister, Micheal Martin.

Den EU-skeptiske præsident benyttede sit statsbesøg i Irland til en privat middag og et efterfølgende pressemøde hos Declan Ganley, som med succes stod bag nej-kampagnen ved den irske folkeafstemning om Lissabon-traktaten i juni.

Det behagede langt fra Micheal Martin, som over for irsk radio beskyldte Klaus for "upassende indblanding" i irske anliggender. Men ikke lang tid efter tog Klaus så til genmæle.

- Sådan et hykleri kan jeg ikke acceptere. Hvis der er én, som ikke behager mig, vil jeg sige det ansigt til ansigt - og ikke bag hans ryg, sagde Klaus til medrejsende tjekkiske journalister i Dublin.

Den irsk-tjekkiske strid bliver ekstra betændt af, at Tjekkiet overtager EU-formandskabet efter nytår og dermed også ansvaret for Lissabon-traktatens fremtid.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere