Finansloven vedtaget

Finansloven for næste år er faldet på plads mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance

Finansminister Lars Løkke Rasmussen har været tvunget til at dæmpe ambitionerne til næste års finanslov for at imødekomme kravene fra Dansk Folkeparti. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Finansminister Lars Løkke Rasmussen har været tvunget til at dæmpe ambitionerne til næste års finanslov for at imødekomme kravene fra Dansk Folkeparti. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har indgået en aftale om næste års finanslov..

Aftalen er faldet på plads efter fire dages afsluttende forhandlinger i Finansministeriet.

- Vi lever i en turbulent tid, så det gælder om at holde vognen midt på vejen, og det har vi gjort ved at prioritere tryghed, sundhed, politi og offentlige anlægsinvesteringer i kommunerne, sagde en træt, men tilfreds finansminister, Lars Løkke Rasmussen, efter forhandlingerne.

Aftalen betyder, at ældre fremover højst skal betale 3000 kroner for mad på plejehjem. Samtidig trækker staten sig fra jobcentrene, som kommunerne får eneansvaret for.

- Vi er især glade for loftet over ældremaden, sagde Pia Kjærsgaard og understregede, at de 3000 kroner kun er begyndelsen, da Dansk Folkeparti - lige som med ældrechecken - løbende vil arbejde for at forbedre aftalen.

Finansloven er dog langt mindre ambitiøst, end regeringen havde sat næsen op efter.

Væk er regeringens plan om at halvere dagpengeperioden til to år som foreslået af Arbejdsmarkedskommissionen.

Det faldt på modstand fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, og regeringen har nu begravet alle planer om en dagpengereform.

Til gengæld får sygehusene en mindre indsprøjtning til at få ventelisterne bragt ned, inden behandlingsgarantien genindføres den 1. juli 2009.

Der er desuden penge til akutklinikker og lokale lægecentre, når en del mindre sygehuse erstattes af større og mere centralt placerede sygehuse. Desuden kommer fra 2011 tre-fire helikoptere ind i redningsberedskabet.

Tilbage er blandt andet en diskussion om den såkaldte tryghedspakke, som allerede indgik i sidste års finanslovaftale, og en kulturpakke med blandt andet penge til renovering af Jellingestenen. Begge dele krav fra Dansk Folkeparti, hvis liste over finanslovkrav endnu ikke er udtømt.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere