'Connie støtter nu Connie Hedegaard', kan man læse på Connie Hedegaards facebook-profil.
Beskeden fra 'Connie' er prydet med et billede af afsenderen, nemlig klima- og energiminister Connie Hedegaard (K).
Eller sagt med andre ord: Connie Hedegaard er altså fan af Connie Hedegaard.
Baggrunden for Connie Hedegaards særprægede melding på sin facebook-profil synes at være, at Connie Hedegaard - ud over sin almindelige facebook-profil - har oprettet en såkaldt fan-profil, hvor tilhængere af Connie Hedegaard kan indmelde sig.
Og så synes Connie Hedegaard fra den almindelige profil så åbenbart, at hun godt lige ville være medlem af Hedegaards nyoprettede fan-klub. Nok uden at tænke over, hvordan det ville komme til at tage sig ud på facebook-væggen.
Inklusive Connie Hedegaard selv har Hedegaards fanklub i øvrigt pt. 318 tilhængere.
'Det hedder selvglad'
Hedegaards lidt uheldige facebook-melding har affødt ikke så få kommentarer på Facebook:
Christian Brahe Jensen skriver f.eks.:
'Fantastisk. Jeg er også meget glad for mig'.
Michael Nielsen føjer til:
'Det hedder vist selvglad'.
En Jytte Koch Littau kommenterer på denne måde:
'Ha, ha, ha. God ide, måske skulle vi alle sammen blive tilhængere af os selv'.
Connie: En fejl
Selv siger Connie til ekstrabladet.dk:
- Nu har jeg undersøgt sagen. Og det viser sig, at der er sket en beklagelig fejl. Den er nu rettet, således at jeg ikke længere er en del af min egen supportgruppe. Men jeg håber da andre har lyst til at være det, siger Connie Hedegaard til ekstrabladet.dk.