Obama stemte med børnene

Døtrene Sasha og Malia var med, da Barack Obama afgav sin stemme på en skole nær sit hjem i Chicago. USA går i dag til valg

CHICAGO (ekstrabladet.dk): Barack Obama havde taget hele familien med til valglokalet på Shoesmith-skolen i South Side-kvarteret i Chicago, da han tirsdag morgen lokal tid afgav sin stemme ved det historiske amerikanske præsidentvalg.

Børnene Sasha, 7, og Malia, 10, kiggende nysgerrigt farmand over skulderen, da han formentlig satte et kryds ud for sit eget navn som præsident. Konen Michelle var også til stede. Obama viste sin datter stemmesedlen og smilede til journalisterne, da han afleverede sin stemme.

- Det var en stor oplevelse at stemme med mine døtre. Jeg lagde mærke til, at Michelle var længe om at stemme. Jeg var nødt til at tjekke, hvem hun havde stemt på, jokede Obama.

Han har senere i dag planlagt et valgmøde i nabostaten Indiana, hvor der er dødt løb mellem de to kandidater. Han vender derefter tilbage til Chicago og afventer valgresultatet.

Obama er den første afroamerikaner, der kan blive USA’s næste præsident. Hans modstander, den 72-årige Arizona-senator, John McCain vil senere stemme nær sit hjem i Phoenix, Arizona.

Fra morgenstunden stillede vælgere sig op i kø foran valglokalerne over hele landet for at afgive deres stemme i et af de mest bemærkelsesværdige præsidentvalg i nyere tid. Der er enorm interesse for valget, og det ventes at stemmedeltagelsen bliver rekordstor.

1 af 2 
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere