40 cigaretter på skatteydernes regning

Ekstra Bladet har gennemgået Lars Løkkes repræsentative minister-bilag. Synderne er begrænsede

Lars Løkke Rasmussen (V) var i marts 2002 på værtshusturné i Aalborg på skatteydernes regning. Indsat: Ekstra Bladet 15. marts. Arkivfoto: Ole Buntzen
Lars Løkke Rasmussen (V) var i marts 2002 på værtshusturné i Aalborg på skatteydernes regning. Indsat: Ekstra Bladet 15. marts. Arkivfoto: Ole Buntzen

Hørsholms borgmester, den nu tidligere konservative Uffe Thorndahl, har bebudet, at han vil gennemgå finansminister Lars Løkke Rasmussens repræsentative bilag fra hele hans ministertid. Det vil sige fra november 2001 og frem til i dag, hvor Løkke er finansminister.

Ekstra Bladet har hjulpet Thorndahl et pænt stykke af vejen og gennemgået Lars Løkkes bilag fra november 2001 til og med 1. juli 2005.

Aalborg igen-igen
Ekstra Bladet kan glæde Thorndahl med, at der –  målt med Thorndahl-øjne –  er bid i bilags-dyngerne.

For igen har Lars Løkke ladet skatteyderne betale for sine cigaretter – som han gjorde det i seks tilfælde, da han var amtsborgmester tilbage i 1998-2001.

Helt konkret har Løkke fået betalt 40 cigaretter –  to pakker –  under KL-delegeretmødet i Aalborg 14.-15. marts 2002. Pris: 80 kroner.

Det afslører Ekstra Bladets gennemgang af omkring et tusinde bilag vedrørende Løkkes eksterne, såvel som interne, repræsentation og rejsebilag i ind- og udland. Fordelt på hundredvis af repræsentative begivenheder, der samlet står i omkring 550.000 kr.

Natsværmeren
Cigaretterne er købt på cafe Natsværmeren. Samme sted er indkøbt otte fadøl til 320 kroner, anden servering for 131 kroner, tre styk gin-tonic og en vand for 158 kroner. Samme aften røg der yderligere drikkevarer ned for 468 kr. på to barer, Onkel Tom og Papegøjen.

Pågældende aften og nat røg der i alt 1157 kroner på indenrigsminister Løkkes repræsentationskonto.

Det må yderligere glæde Thorndahl, at det mere præcise formål med de repræsentative udgifter ikke er angivet –  akkurat som deltagerkredsen ikke ses anført. Assisterende ministersekretær Ulrich Stigaard var med rundt på værtshusturneen og lagde ud for ham selv og minister Løkke. Overassistent Grethe Johannesen har siden refunderet Stigaards udlæg.

Bilagsgennemgangen viser, at ministeriet i flere tilfælde har betalt for cigaretter til Lars Løkke, men at ministeren senere har tilbagebetalt beløbet.

1 af 2 Lars Løkke Rasmussen (V) var i marts 2002 på værtshusturné i Aalborg på skatteydernes regning. Indsat: Ekstra Bladet 15. marts. Arkivfoto: Ole Buntzen
2 af 2 Lars Løkke Rasmussen (V) var i marts 2002 på værtshusturné i Aalborg på skatteydernes regning. Indsat: Ekstra Bladet 15. marts. Arkivfoto: Ole Buntzen
1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen