Borgmester misbrugt i hadekampagne

Bryder uskrevne regler: -  Jeg hænges ud som sladdertaske, raser Helsinges tidligere førstemand

Nærlæsning af Uffe Thorndahls smædeskrifter afslører, at Finansminister Lars Løkke Rasmussen er blevet udspioneret nat og dag igennem længere tid. (Foto: Thomas Sjørup)
Nærlæsning af Uffe Thorndahls smædeskrifter afslører, at Finansminister Lars Løkke Rasmussen er blevet udspioneret nat og dag igennem længere tid. (Foto: Thomas Sjørup)

Spionagen og smædekampagnen mod finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), som den konservative borgmester i Hørsholm, Uffe Thorndahl, står bag, er langt mere beskidt, bizar og omfangsrig end først antaget.

Som Ekstra Bladet afslørede i går har Uffe Thorndahl ageret spion i sin iver efter at komme sit hadeobjekt nummer et, Lars Løkke Rasmussen, til livs.

Thorndahl har således i december sidste år sendt en bizar spion-rapport til statsminister Anders Fogh om sine natlige iagttagelser af, hvornår Lars Løkke går i seng ved konferencer og årsmøder. Hvem han går i byen med og hvor længe.

Hvad og hvor meget Løkke drikker og ryger. Hvornår Løkke står op og i hvilken tilstand.

Groft misbrugt
Men Thorndahl stopper ikke her.

I to smædeskrifter, som Ekstra Bladet også har fået aktindsigt i, citerer Thorndahl tidl. V-borgmester i Helsinge, tidl. amtsrådsmedlem i Frederiksborg Amt, Claus Lange, for oplysninger om, at Lars Løkke i sin tid som amtsborgmester kørte i taxa på skatteydernes regning for ’30.000-40.000 kroner om måneden’.

Smædeskrifterne er sendt til top-embedsmænd i Region Hovedstaden.

Claus Lange siger til Ekstra Bladet at han føler sig groft misbrugt:

– Thorndahls smæde-breve er det værste svineri. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Her bliver jeg hængt ud som en anden sladdertaske. Thorndahl bryder med alle skrevne og uskrevne regler. Og så er det tilmed misinformation.

Misinformation
– Måske kørte Lars Løkke i taxa for 30.000-40.000 kroner om året, ikke om måneden, understreger Lange.

I spion-rapporten til Fogh citeres Lange for at betegne Lars Løkke som ’fuldesyg’ og for at mene, at Løkke ved en bestemt lejlighed gjorde amtsråd og direktion ’til grin’.

Også den fremstilling tager Lange afstand fra.

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen