Politi bekræfter: Sag mod Kamal opgivet

Bedragerisagen mod den omstridte SF'er Kamal Qureshi er opgivet. Den skuffede ejer af lejligheden undrer sig over, at man kan udgive sig for at være en anden

Kamal Qureshi kan ånde lettet op. To af tre sager om hans omstridte bopæl er nu afklaret. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Kamal Qureshi kan ånde lettet op. To af tre sager om hans omstridte bopæl er nu afklaret. (Foto: Jesper Stormly Hansen)

Københavns Politi bekræfter nu, at bedragerisagen mod den omstridte SF'er Kamal Qureshi er opgivet.

- Vi har ikke fundet nogen ulovligheder i forbindelse med sagen, siger vicepolitikommissær, efterforskningsleder Henrik Svindt på Station City, Københavns Politi, til ekstrabladet.dk

Kamal har i forbindelse med genudlejning af værelser kaldt sig 'Oliver' i stedet for sit rigtige navn. I den forbindelse har flere fremlejere anset Kamal for at være identisk med ejeren af lejligheden Oliver Bahner.

Det fik Bahner til at anmelde Kamal for bedrageri.

- Det kan undre, at det virkelig er lovligt at udgive sig for at være en anden i forbindelse med genudlejning, siger Oliver Bahner til ekstrabladet.dk

SF's folketingsgruppe har tidligere taget skarp afstand fra, at Kamal har opgivet falsk navn. Og Kamal har selv beklaget sagen.

- Det var en tanketorsk. Jeg havde ikke til hensigt at udgive mig for at være udlejer. Så selvfølgelig skulle jeg ikke have brugt navnet 'Oliver', har Kamal tidligere udtalt til ekstrabladet.dk

Kamal forklarer det falske navn med at han gerne ville beskytte sit privatliv.

Betalt 2000 tilbage
En anden sag, som har verseret mod Kamal Qureshi ved de københavnske huslejenævn, er også afsluttet.

Kamal har nemlig tilbagebetalt 2.000 kroner til en udenlandsk studerende, der havde fremlejet et værelse hos ham.

Kamal smed den studerende ud efter få dage - angiveligt fordi den unge kvinde bad Kamal holde op med i tide og utide at komme ind på hendes værelse. Kvinden havde betalt 3.000 kroner i depositium, som Kamal nægtede at tilbagebetale. Senere fik kvinden dog 1.000 kroner af de 3.000 tilbage. Nu har Kamal så også tilbagebetalt de sidste 2.000 kroner.

Retssag fortsætter
En tredje strid om herskabslejligheden i Fiolstræde i København City fortsætter.

Kamal havde oprindeligt lejet lejligheden af Oliver Bahner for seks måneder frem til forsommeren sidste år. Men Kamal mente at have fået lovning på to års fremleje og lagde så sag an mod udlejer.

Kamal har så boet i lejligheden lige siden. Sagen kommer for retten i næste måned.

Kamal påstod i går over for flere medier, at retstvisten med udlejeren også er afsluttet, men det afvises pure af udlejer Oliver Bahner.

- Jeg har afvist et forslag til forlig fra Kamal. Han tilbød at betale 10.000 kroner af mine advokatomkostninger, men ville ikke bekoste istandsættelse ved fraflytning. Men indtil nu har jeg haft advokatomkostninger for 60.000 kroner, fordi Kamal har anlagt sag mod mig. Så Kamals forslag var ikke tilfredsstillende. Så dén sag er ikke løst. Tværtimod, siger Bahner til ekstrabladet.dk

Kamal oplyser, at han har fundet en anden lejlighed og fraflytter Fiolstræde i nær fremtid

1 af 2 Ekstra Bladet den 9. juni 2007.
2 af 2 Kamal Qureshi kan ånde lettet op. To af tre sager om hans omstridte bopæl er nu afklaret. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen