Løkke: Jeg har andet at bruge tiden på

– Jeg har lært at leve med Uffes angreb på min person. Jeg har flere gange forgæves forsøgt at finde ud af, hvorfor han klager over mig her og der og alle vegne. Det står mig rimelig klart, at Uffe ikke ligefrem er nogen potentiel formand for min fanklub.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indtil nu kendskab til omkring 40 smædeskrivelser fra Uffe Thorndahl:

– Så jeg er efterhånden blevet rimelig immun. Hvis jeg skulle forholde mig detaljeret til alle Uffes indvendinger, klager og påstande, så ville jeg simpelt hen ikke have tid til at passe mit arbejde.

– Er du blevet angrebet af andre folkevalgte på samme måde?

– Nej, aldrig nogen sinde.

– Hvad vil du kalde Uffe Thorndahls angreb på dig?

– Inde i mit hoved har jeg en masse ord for det, men dem tror jeg ikke, jeg kan få over mine læber.

– Har du forsøgt at tale ud med Thorndahl om tingene?

– Nej, det tjener vist ikke noget formål. Her er en mand som bestemt ikke bryder sig særlig meget om mig – for at sige det mildt – og det kan jeg ikke rigtig stille noget op over for.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Hørsholms borgmester, Uffe Thorndahl (K).