SF's folketingsmedlem Kamal Qureshi fra SF bliver fjernet fra alle ordførerposter.
Det blev resultatet af et møde i dag mellem det omstridte gruppemedlem og gruppeformand Ole Sohn. Kamal Qurechi tager beslutningen til efterretning. Qurechis vigtigste ordførerskab har været sundhed, men han er også ordfører i spørgsmål om ligestilling.
Afsløringer af Qureshis dobbeltspil som lejer i en kæmpelejlighed i Københavns centrum, hvor han selv ville leje ud til andre og brugte et falsk navn - en sag, som politiet efterforsker - og afsløringen af, at den lægeuddannede MF havde snydt undervejs i sit studium, blev nok for hans parti.
I sidste uge, hvor afsløring på afsløring på ekstrabladet.dk og i Ekstra Bladet væltede frem, lå SF lidt underdrejet, mens tillidskrisen voksede. Nu er vinterferien forbi - og hammeren er faldet. En række SF’ere har taget afstand fra Qureshi, og Ole Sohn bad om et møde med ham. Et møde som de to holdt i dag uden for Christiansborg.
Vi har vel alle noget at fortryde
Efter mødet sagde Ole Sohn til ekstrabladet.dk:
- Hvis man gør ting op her i livet, har vi nok alle noget, vi bør fortryde. Derfor behøver man jo ikke at være dømt for altid.
Men den indstilling har gruppeformanden givet Qureshi en time-out, hvor han uden at skulle tænke på ordførerskabet kan få sine private problemer redt ud.
- Han får den tid, han skal bruge. Hvad der eventuelt skal ske sidenhen - det har vi ikke taget stilling til. Men foreløbig bliver han i folketingsgruppen, og vi er nu så mange i SF, at vi ikke finder det nødvendigt at indkalde hans suppleant for at få passet hans ordførerskabet, forklarer Ole Sohn og understreger, at det for SF er vigtigst, at Kamal Qureshis private roderi ikke blandes med SF's politiske arbejde.
Kamal Qureshi selv er kortfattet i sin udtalelse om situationen.
- Jeg har taget gruppeformandens beslutning om, at jeg skal holde en pause fra mine ordførerskaber til efterretning, og jeg glæder mig til at vende tilbage til mine ordførerskaber så snart som muligt, siger han til Ritzau.