Ny bog med Muhammed-tegninger

Forfatteren Kåre Bluitgen er på vej med ny skolebog, der indeholder flere tegninger af profeten Muhammed

Afsløringen af mordplanerne mod en af de 12 Muhammed-tegnere skræmmer ikke manden, der startede hele Muhammed-sagen.

Tværtimod er forfatteren Kåre Bluitgen netop nu på vej med en ny undervisningsbog om Muhammed, illustreret med tegninger af den muslimske profet. Det skriver Kristeligt Dagblad

Da Morgenavisen Jyllands-Posten i september 2005 bragte de 12 Muhammed-tegninger, var det med direkte henvisning til Kåre Bluitgen, som havde oplevet, at flere tegnere ikke ønskede at illustrere hans Muhammed-biografi af frygt for reaktionen fra yderligtgående muslimer. Mordtruslerne skræmmer ham ikke.

- Det vil være en katastrofe, hvis vi giver efter. Hvis vi først viser, at det nytter at true og slå ihjel, går det helt galt, siger Kåre Bluitgen til avisen.