Rusland truer USA med atomvåben

Chefen for den russiske atomslagstyrke vil ikke udelukke at rette raketter mod et amerikansk missilskjold i Polen og Tjekkiet. 'Et legitimt mål', siger en general

Rusland og Putin vil ikke udelukke, at det vil rette sine langtrækkende atomvåben mod et amerikansk raketskjold i Østeuropa. (Foto: AP)
Rusland og Putin vil ikke udelukke, at det vil rette sine langtrækkende atomvåben mod et amerikansk raketskjold i Østeuropa. (Foto: AP)

Rusland vil ikke udelukke, at det vil rette sine langtrækkende atomvåben mod et amerikansk raketskjold i Østeuropa.

Det siger chefen for den russiske atomslagstyrke Nikolai Solovtsov ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Atomvåbnene vil i så fald blive rettet mod Polen og Tjekkiet, som for øjeblikket forhandler med USA om etableringen af raketskjoldet. Rusland mener, et sådant skjold truer landets sikkerhed, selv om amerikanerne forsikrer, at det ikke er rettet mod Rusland, men mod 'forskellige øststater'.

Solovtsov kalder et eventuelt amerikansk missilskjold for 'et legitimt mål'.

- Vi er forpligtet til at tage forskellige forholdsregler for at sikre, at Ruslands mulighed for 'atom-afskrækkelse' ikke devalueres, siger Solovtsov ifølge Reuters.

- Jeg udelukker ikke... raketforsvarsanlæg i Polen og Tjekkiet kan blive valgt som mål for nogle af vore interkontinentale ballistiske raketter, siger generalen.

0 kommentarer
Vis kommentarer