To nye lande med i euroen

Malta og Cypern udskifter nytårsnat deres hidtidige valutaer med euroen og gør dermed sig selv til eksempler i en dansk euro-valgkamp, som måske kommer i 2008

Det cypriotiske pund og den maltesiske lira tæller på sidste vers. Nytårsnat bliver de to små lande med en times forskydning medlemmer af euroen, som herefter gælder i 15 af de 27 EU-lande.

På forhånd er det ikke nogen varm entusiasme, der præger de 1,19 millioner nye borgere i Euroland, som i forvejen tæller 317 millioner mennesker.

Meningsmålinger på de to middelhavsøer har nemlig vist, at borgerne frygter snyd, når priserne på dagligvarer skal regnes om fra den gamle til den nye valuta.

Myndighederne i både Valletta og Nicosia har dog forberedt sig, og ligesom da Slovenien blev euromedlem for et år siden er der pr-kampagner og forsøg på at hindre handlende i at skrue priserne kunstigt op. Det lykkedes ikke alt for godt i Slovenien, som har Eurolands højeste inflation.

Danskerne skal muligvis i 2008 ved en folkeafstemning tage stilling til dansk medlemskab af euroen.

0 kommentarer
Vis kommentarer