Hillary tager føringen

Der er fortsat tæt løb mellem de demokratiske og republikanske topkandidater, viser meningsmåling

Hillary Clinton har lagt sig i spidsen af det demokratiske felt af præsidentkandidater forud for den første store styrkeprøve i delstaten Iowa om fire dage. Det viser en meningsmåling fra nyhedsbureauet Reuters.

Den tidligere førstedame fører foran den sorte senator Barack Obama med 31 mod 27 procent. Den tidligere senator John Edwards ligger med 24 procent på en tredjeplads. Ingen af de øvrige demokratiske kandidater opnår mere end etcifret tilslutning i meningsmålingen.

Blandt de republikanske kandidater fører Mike Huckabee, en tidligere guvernør i Arkansas, med blot ét procentpoint over den tidligere guvernør i Massachusetts Mitt Romney. Huckabee står i målingen til 29 procent, Romney 28 procent og Arizona-senator John McCain får på tredjepladsen 11 procent.

- Vi har to meget tætte opgør, og det er for tidligt at spå om en vinder, siger undersøgelsens bagmand John Zogby.

0 kommentarer
Vis kommentarer