Ron Paul får penge fra nynazist

Den republikanske præsidentkandidat Ron Paul er kommet i modvind, fordi han accepterer bidrag fra nynazist

- Penge lugter ikke.

Det er holdningen hos den republikanske præsidentkandidat Ron Paul, der kritiseres, fordi han beholder 500 dollar, som han har modtoget i kampagnestøtte fra en amerikansk nynazist.

Bidragsyderen Don Black ejer den racistiske hjemmeside stormfront.org, der har sloganet White Pride World Wide.

- Vi kan lide hans kamp for øget grænsebeskyttelse og modstand mod politistaten, siger Black til avisen The Palm Beach Post.

Kan ikke købes
Ron Pauls talsmand siger, at Don Black spilder sine penge:

- Ron Paul står for frihed, fred, fremgang og ukrænkelige rettigheder. Hvis nogen med Blacks ideologi tror, at de kan påvirke Paul med små donationer, så tager de fejl, siger talsmand Jesse Benton.

Satte pengerekord
Den 72-årige republikanske kongresmand, der blandt andet har gjort sig bemærket ved sin modstand mod krigen i Irak, mangler dog ikke penge. Han satte søndag rekord i fundraising via Internettet, da hans kampagne på et døgn modtog 31 millioner kroner.

Hans popularitet på Internettet kan dog ikke aflæses i de landsdækkende meningsmålinger, hvor han ikke får mere end fire-seks procents opbakning.

0 kommentarer
Vis kommentarer