Bombekvinde tilstår på tv

Irakisk kvinde, som medvirkede til bombeangreb mod tre hoteller i Amman, er blevet anholdt og tilstod i jordansk tv sin forbrydelse

Sajida Mubarek Atrous al-Rishawi tilstod på jordansk tv, at hun var med i terrorangrebet. (Foto: AP)
Sajida Mubarek Atrous al-Rishawi tilstod på jordansk tv, at hun var med i terrorangrebet. (Foto: AP)
Kvinden, som de jordanske myndigheder har anholdt for at have medvirket til et fejlslagent angreb med en selvmordsbombe i forbindelse med bomberne mod tre hoteller i Amman, tilstod søndag i jordansk tv sin forbrydelse.

Kvinden var ifølge kong Abdullah gift med den bombemand, der sprængte sig selv i luften i SAS Radisson-hotellet i Amman onsdag.

Vicepremierminister Marwan Moasher sagde, at anholdelsen af kvinden er et vigtigt gennembrud i opklaringen af terroraktionen i sidste uge, der kostede 57 mennesker livet og sårede tæt ved hundrede andre.

Indenrigsministeren sagde, at ægteparret var del af en gruppe på fire irakere, som gennemførte aktionen mod de tre hoteller i Amman.