Dansk Afghanistan-styrke fordobles

Flertal i Folketinget støtter beslutning om ekstra soldater til Afghanistan

Regeringen vil fordoble den danske styrke i Afghanistan og indsætte de ekstra soldater i den uroplagede sydlige Helmand-provins, erfarer Ritzau.

Forsvarsminister Søren Gade (V) ønsker dog foreløbig ikke selv at løfte sløret for detaljerne i forslaget om at sende de ekstra soldater til NATO's fredsbevarende ISAF-styrke i Afghanistan.

- Soldaterne kommer i givet fald under britisk ledelse, men hvor mange soldater, der skal af sted, afhænger af, hvilken model vi vælger, og det afgøres af de politiske forhandlinger, siger Søren Gade.

Ifølge Ritzaus oplysninger foreslår VK-regeringen at øge styrken med mellem 250 og 290 soldater, så den samlede styrke kommer op på 360.

Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti støtter forslaget.