Kærlighed sværere end politik

Stormfulde højder: Scener af et ægteskab mellem Foghs succesrige spindoktor og den tjekkiske skønhed

Linda måtte altid vente på sin mand. Hun fik hjemve og hendes mangel på integration i Danmark har kastet et dårligt skær over Michael Kristiansen (Foto: Søren Bidstrup)
Linda måtte altid vente på sin mand. Hun fik hjemve og hendes mangel på integration i Danmark har kastet et dårligt skær over Michael Kristiansen (Foto: Søren Bidstrup)
Det kan godt være, Michael Kristiansen er Guds gave til politisk analyse og mesteren over alle spindoktorer.

Men på hjemmefronten blev det noget forfærdeligt kludder med viseren i store udsving mellem stor kærlighed og stormende opbrud.

Sideløbende med, at alt lykkedes for ham som statsminister Anders Foghs (V) mester-rådgiver, led hans unge kone af hjemve og kontakthunger under hans 24-timers job for regeringslederen.

Den store kontrast til den hjemlige side af spindoktorens liv bliver i disse dage oprullet i Ekstra Bladet gennem Michael Kristiansens famøse telefonregninger. Hans stolthed over årene for Fogh bliver indhentet af samme periodes fejlslagne privatliv.

Mødtes på golf-rejse
Kærlighed er sværere at styre end politik: Den store, 43-årige taktiker kunne dårligt have stillet brikkerne mere katastrofalt op, hvis han havde haft noget at skulle sige, da han i sommeren 2002 blev totalt forelsket i den ca. 15 år yngre Linda. En tjekkisk kvinde, han mødte tilfældigt under en golfrejse til Prag.

Oprulningen i Ekstra Bladet af ægteparret Kristiansens telefon-snakkeri for enorme beløb og private brug af taxaboner er samtidig en enorm skuffelse og bet for Michael Kristiansen, der på nogle punkter er mere ærekær, end de fleste forestiller sig, når man ser hans easy going stil.

Han er stolt af at være selfmade succes fra beskedne kår som søn af en lastvognschauffør på Vestamager.

Linda dannet og sødmefuld
Kristiansens parforhold i Danmark med to børn revnede med et brag, da Linda kom ind i billedet.

Linda beskrives som en skønhed, en kvik og lidt uskyldig pige, sødmefuld, vidende og dannet. Hun arbejdede som tjener hjemme i Tjekkiet.

Og da det sagde bang! mellem de to gik Kristiansens meget impulsive gemyt og store armbevægelser i aktion. 'Han er jo lidt spontanere end os andre', siger en ven.

Brutalt brud med kone og børn
Mere besindige naturer havde nok tænkt sig om et par gange ekstra. Men Linda stod kort efter hvid brud i Prag med fuld musik. Bruddet med Michael Kristiansens papirløse kone nr. et, journalisten Christina Lopez, blev kort og brutalt.

Danmark havde samtidig formandskabet i EU.

Supervigtige forhandlinger netop i dette halvår: De gjaldt udvidelsen af EU mod øst.

- Han havde et job, hvor du aldrig kan ringe ind og sige: 'Jeg kommer ikke i dag - få en af de andre til det'. Man siger ikke nej til statsministeren. Og han elskede det også og tænkte: 'Det må briste eller bære'!

Ultra-stormfuldt
Set i bakspejlet var det noget nær umuligt at køre i så højt gear på arbejde samtidig med bodeling, ungerne med kone et, og installeringen af kone to i et for hende fremmed og uforståeligt land.

Samlivet blev 'ultra-stormfuldt', siges det. Enten var de tæt omslyngende, eller også gik det helt op i en spids, og hun rejste hjem.

Senest var de uvenner før nytår. For, blot få måneder senere på valgnatten, atter at vække opmærksomhed under Venstres valgfest med en stående, rimelig seksuel tæt omfavnelse midt på gulvet i DGI-byen.

Isoleret på bøhlandet
Linda og Michael Kristiansen slog sig først ned i en forvalterbolig til et gods langt syd for København, senere i en anden naturskøn godsbolig ved Køge.

Set i bakspejlet ikke specielt smart. Linda fik aldrig en vennekreds - sad bare og ventede på sin mand. Og ringede hjem til Tjekkiet... som det nu viser sig.

Fogh: Stop dine sms'er
- Han havde altid dårlig samvittighed, som så mange, der har med politik at gøre, kender alt for godt: Tingene trækker ud og trækker ud. Familien venter derhjemme. Hun var godt træt af politik til sidst.

Midt under de afsluttende forhandlinger om udvidelsen af EU, som blev Anders Foghs store triumf, måtte han trække Kristiansen til side og sige: 'Nu holder du op med at sidde og sms'e til din kone!'

De små klik og det åndsfravær, det indebar hos spindoktoren, forstyrrede både Fogh og de mennesker, han førte de topvigtige forhandlinger med i Bella Center.

Flere, Ekstra Bladet har talt med, og som har mødt parret i forskellige sammenhænge, mener, at den galopperende telefonitis og konflikterne bunder i en helt banal mangel på kontakt mellem de to ægtefæller.

Toptunet tempo
Hans maskineri snurrede i toptunet tempo. Hun sad med tomme hænder uden udsigt til bedre tider.

Var de endelig ude sammen, gik det utrolig godt. Linda beskrives som meget behagelig at være sammen med og kom nemt i kontakt med andre mennesker.

I starten talte hun engelsk. Inden hun rejste hjem, talte hun fint og flydende dansk.

Når hun altså havde nogen at tale med.