Ballade i tyske SPD

De tyske socialdemokrater kaster sig ud i højlydt internt opgør, efter Münteferings afsked

Tysklands socialdemokrater kastede sig tirsdag ud i et voldsomt internt opgør, efter at Franz Müntefering mandag havde bragt en gigantisk politisk bombe til sprængning, da han meddelte, at han på partikongressen om to uger ikke genopstiller som SPD-formand og ligeledes overvejer at droppe sine planer om at blive vicekansler og arbejdsminister i den nye tyske forbundsregering.

Müntefering tog dermed overraskende konsekvensen af, at han ikke fik presset sin kandidat til posten som partiets generalsekretær igennem i hovedbestyrelsen.

Næstformanden for SPD's forbundsdagsgruppe, Joachim Poß, opfordrede tirsdag til hele hovedbestyrelsen til at trække sig.

- I vores bagland hersker der enorm vrede og total forfærdelse. En fuldstændig fornyet holdopstilling er øjeblikkelig tiltrængt, sagde han til nyhedsbureauet dpa.