Die Linke får valgkampshjælp af Johanne Schmidt-Nielsen

Enhedslistens Johanne Schmidt skal forsøge at påvirke det danske mindretal, når tyskerne søndag går til valg

Vælgere på gågaden i Flensborg kan fredag støde ind i en dansk politiker, der fører valgkamp for venstrefløjspartiet Die Linke inden forbundsdagsvalget søndag.

Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen skal nemlig stå i partiets valgboder og møde de tyske vælgere, skriver DR Syd.

- Valget på søndag er først og fremmest et tysk anliggende, men de beslutninger, der træffes i Tyskland, har betydning for hele Europa - også for Danmark, siger Enhedslistens frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, til DR Syd.

Det danske mindretalsparti SSV stiller ikke op til forbundsdagsvalget, hvorfor danskeren skal være med til at kapre nogle af deres vælgere.

Bistanden i valgkampen vækker forundring hos tysklandsekspert Karl Christian Lammers fra Københavns Universitet, fordi Die Linke har et blakket ry.

Partiet udspringer af det kommunistiske parti i det tidligere Østtyskland og har haft sit nuværende navn siden 2007, hvor den tidligere socialdemokratiske formand Oskar Lafontaine spillede en stor rolle i sammenlægningen af venstrefløjspartierne Wasg og PDS.

Johanne Schmidt-Nielsen erkender, at nogle af partiernes holdninger er forskellige, men overordnet synes hun, at Die Linke er med til at trække i den rigtige retning, siger hun til DR Syd.

Også den tidligere formand for De Konservative Bendt Bendtsen kommer til Tyskland i forbindelse med forbundsdagsvalget. Det bliver dog uden så meget hårdt arbejde, da europaparlamentarikeren deltager i Angela Merkels - og CDU's - valgfest i Berlin søndag aften.