Rouhani: Iran opgiver aldrig sin ret til at berige uran

Iran opgiver ikke sit atomprogram, siger præsident Rouhani søndag, efter forhandlingerne er endt uden resultat

Iran vil ikke opgive sit atomprogram, og landets ret til at berige uran er absolut og vil aldrig blive fraveget, siger præsident Hassan Rouhani søndag ifølge flere medier.

Se også: Genève: Atomforhandlinger ender uden aftale

De storpolitiske forhandlinger om Irans omstridte atomprogram sluttede natten til søndag dansk tid uden en aftale.

Præsident Rouhani kommenterer forhandlingerne søndag og siger, at den iranske forhandlingsdelegation optrådte rationelt og taktfuldt.

- Der er grænser, som ikke må krydses, siger Rouhani til det konservativt dominerede parlament, ifølge nyhedsbureauet Isna.

- Irans rettigheder og vores nationale interesser er sådan en grænse. Det inkluderer vores rettigheder under internationale regler og retten til at berige uran i Iran, sagde han.

Forhandlingerne har fundet sted i den schweiziske by Genève, og de er foregået i den såkaldte P5+1-gruppe, der er de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, Storbritannien, Kina, Frankrig, Rusland og USA samt Tyskland.

FAKTA: Her er striden om Irans atomprogram

* Vestlige stormagter og Israel mistænker Iran for at bruge sit atomprogram som skalkeskjul til at udvikle en atombombe.

* Iran fastholder, at landets atomprogram udelukkende tjener fredelige formål.

* FN's Sikkerhedsråd kræver, at Iran standser sin berigelse af uran. Sikkerhedsrådet har i flere omgange indført sanktioner over for præstestyret.

* Siden 2006 har Iran forhandlet med 5+1-gruppen, som består af Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer (USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien) samt Tyskland.

* Efter at Hassan Rouhani blev valgt til præsident i Iran, er forhandlingsklimaet blevet bedre. Han anses som relativt moderat og mere villig til at forhandle og indgå i dialog med Vesten end sine forgængere.

* Den seneste forhandlingsrunde om Irans kernefysiske program begyndte torsdag i den schweiziske by Genève, men blev afsluttet lørdag uden en endelig aftale.

* Iran mødes igen med 5+1-gruppen 20. november.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere