Bog afslører USA-overvågning af Norge

En bog med titlen 'Ingen udvej - Edward Snowden og USA's overvågning af verden' udkommer til marts i Norge

En norsk udgave af journalisten Glenn Greenwalds nye bog kommer til at indeholde information om USA's overvågning af Norge, oplyser forlaget Cappelen Damm ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Greenwald, som tidligere har arbejdet for den britiske avis The Guardian, er i besiddelse af store mængder lækkede dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Han har fået dem fra den spionsigtede whistleblower Edward Snowden.

Bogen, der får titlen 'Ingen udvej - Edward Snowden og USA's overvågning af verden', bliver lanceret i slutningen af marts næste år.

Ifølge Cappelen Damm vil den norske udgave af bogen indeholde specifikke oplysninger om USA's overvågning af Norge.

Norske myndigheder afviste tirsdag påstande i Dagbladet om, at USA skulle have overvåget norske telefoner.

Den norske avis skriver i tirsdagsudgaven, at NSA overvågede over 33 millioner norske mobilsamtaler i løbet af en enkelt måned.

Det fremgår af hemmelige dokumenter fra Snowden, der har opnået midlertidigt asyl i Rusland.

Greenwald fastholder, at oplysningerne om NSA-aflytningen i Norge er korrekte.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere