Rigsrevision kulegraver Kristian Jensen

Tjekker om Folketinget har fået korrekte oplysninger om de skandaleramte ejendomsvurderinger

Rigsrevisionen skal undersøge, om tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) gav Folketinget korrekte oplysninger om bl.a. problemerne med boligejernes fradrag for forbedringer. Foto: Jens Dresling.
Rigsrevisionen skal undersøge, om tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) gav Folketinget korrekte oplysninger om bl.a. problemerne med boligejernes fradrag for forbedringer. Foto: Jens Dresling.

Nettet strammes om tidligere skatteminister og kronprins i Venstre, Kristian Jensen.

Som Ekstra Bladet i går kunne afsløre, gjorde Skat med Kristian Jensens fulde accept alt for, at danske boligejere og boligforeninger i slutningen af 2004 ikke fik at vide, at der kunne være fejl i de fradrag i grundværdien, de er berettiget til for udgifter til f.eks. kloakering, vejanlæg og el-, gas- og vandinstallationer.

Fejl, der ifølge eksperter løber op i mere end én milliard kroner.

Beslutningen om at holde lav profil med de mange fejl, man havde konstateret, fremgår af en såkaldt ministerforelæggelse fra den 21. september 2004, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Forelæggelsen er en af i alt 29 ministerforelæggelser, hvor problemerne om de offentlige ejendomsvurderinger er blevet vendt med forskellige skatteministre fra 2004 til 2012, og som Statsrevisorerne i september bad Rigsrevisionen se nærmere på. Langt de fleste af forlæggelserne er fra Kristian Jensens tid som skatteminister.

Se også: Risikerer rigsretssag: Kristian Jensen tav om ulovlig skat

Ifølge formanden for Statsrevisorerne, Peder Larsen, sker det netop for at undersøge, om der har været nogen former for urent trav.

– Meningen er at undersøge, om ministeren havde en viden, som han ikke gav videre til Folketinget. Ministerforlæggelserne indeholder jo muligvis nogle oplysninger, som man kan tjekke om er blevet givet videre til Folketinget, siger Peder Larsen.

Det var faktisk Rigsrevisionen selv, der i forbindelse med den meget kritiske beretning om ejendomsvurderinger i august gjorde opmærksom på, at der fandtes disse 29 ministerforlæggelser.

Se også: Flået i tinglysning

Men ifølge Peder Larsen havde Rigsrevisionen ikke undersøgt, om Folketinget har fået de fornødne oplysninger fra ministeren.

– Det er aldrig noget, Rigsrevisionen gør på egen hånd. Det er kun noget, de gør, når de bliver bedt om det af Statsrevisorerne. Det var der så flere af statsrevisorerne, der mente, at de burde gøre, siger Peder Larsen.

De 29 forelæggelser vedrører fire Venstre-skatteministre, nemlig Svend Erik Hovmand, Troels Lund Poulsen, Peter Christensen og Kristian Jensen.

Rigsrevisionen forventer, at rapporten er færdig i første halvår 2014. I sidste ende er det op til Folketinget at tage stilling til det videre forløb, hvis Rigsrevisionen afdækker kritisable forhold.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere