EU-lande enes om regler mod social dumping

Lange, seje forhandlinger er endt med et kompromis, der nu skal forhandles med Europaparlamentet.

EU-landenes beskæftigelsesministre har mandag filet de sidste knaster af deres uenighed og har lagt sig fast på, hvordan de helst vil gribe ind mod social dumping af for eksempel håndværkere, der bliver udstationeret på job fra et EU-land til et andet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er godt tilfreds med mandagens kompromis, der blandt andet lægger op til at indføre kædeansvar inden for byggebranchen og gør det muligt løbende at udvide listen over ting, myndighederne kan kontrollere.

- Der er alvorlige problemer med social dumping. Derfor er det vigtigt med bedre håndhævelse i EU.

- Et nyt direktiv vil give os bedre redskaber i kampen mod social dumping, for eksempel et mere forpligtende samarbejde med andre lande om at bekæmpe firmaer, der reelt er ude på at underbyde med dårlig løn og arbejdsvilkår.

- Alle lande gav i dag de nødvendige indrømmelser, og det er en vigtig markering af, at landene tager arbejdstagernes beskyttelse alvorligt, siger beskæftigelsesministeren i en skriftlig kommentar efter mandagens møde i Bruxelles.

Danmark er blandt de lande, der har kæmpet for at sikre, at man ikke på forhånd skulle låse sig fast på, hvad det skal være muligt at kontrollere i form af for eksempel identiteten på de udsendte arbejdere og deres arbejdsgiver i hjemlandet.

Socialkommissær László Andor opfordrer nu til en hurtig forhandling med Europaparlamentet, så de endelige regler kan falde på plads.

- Kommissionen byder rådets generelle indstilling om nye regler for at håndhæve garantierne mod social dumping i udstationeringsdirektivet rigtig meget velkommen.

- Der er et akut behov for at håndhæve garantierne i EU's regler for at sikre, at de udstationerede arbejderes rettigheder bliver respekteret i praksis og for at gøre det muligt for europæiske virksomheder at arbejde inden for kendte og gennemsigtige juridiske rammer, siger Andor på et pressemøde.

0 kommentarer
Vis kommentarer