Ukraine ønsker lån på 145 milliarder kroner af EU

Omfattende lån til Ukraine er angiveligt nødvendig, hvis landet skal underskrive udskudt handelsaftale med EU

Ukraine har bedt EU om et lån på 20 milliarder euro (over 145 milliarder kroner), siger premierminister Mykola Asarov ifølge nyhedsbureauet Interfax, netop som der udspiller sig sammenstød mellem provestlige demonstranter og politiet i hovedstaden Kijev.

Det store økonomiske lån er angiveligt nødvendigt, hvis landet skal underskrive den handels- og associeringsaftale med EU, som regeringen i Kijev pludselig rykkede bort fra i sidste måned.

Asarov siger videre, at spørgsmålet om at lade Ukraine indgå i en toldunion med Rusland ikke vil blive taget op ved forhandlinger i Moskva senere i denne måned.

I en meddelelse til sin egen regering siger premierministeren, at et møde er planlagt til at finde sted i Moskva den 17. december:

- Vi forbereder en masse dokumenter, men jeg vil gerne forhindre spekulationer ved at fastslå, at der ikke bliver ført forhandlinger om en toldunion.

0 kommentarer
Vis kommentarer