Iran sætter atomforhandlinger på hold

Drøftelserne om atomaftalen med Iran er blevet midlertidigt stoppet. Den vil dog snart genoptaget, siger EU

Irans forhandlere i landets atomsamtaler med de såkaldte P5+1 stormagter er fredag rejst fra Wien og tilbage til Teheran for at deltage i "diverse konsultationer".

Det sker, efter at USA torsdag har udvidet sin sorte liste over enkeltpersoner og virksomheder som, de mener, har overtrådt de amerikanske sanktioner mod Iran.

- De iranske forhandlere har afbrudt samtalerne med P5+1-gruppen for drøftelser i Teheran, siger en af forhandlerne til det officielle iranske nyhedsbureau Irna.

Iran har de sidste fire dage haft samtaler om implementeringen af den midlertidige atomaftale, som blev indgået i forrige måned med P5+1 stormagterne, som består af USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina, samt Tyskland.

I aftalen, der blev underskrevet i november, hedder det, at USA ikke må indføre nye sanktioner mod Iran, mens den midlertidige aftale gælder. Amerikanerne siger, at deres sorte liste er en håndhævelse af de allerede eksisterende sanktioner.

Ifølge USA er der således ikke tale om en indføring af nye, hvad Iran er uenig i. De mener, at listen "går mod ånden i atomaftalen".

Der er dog ingen grund til bekymring i forhold til forhandlingerne om implementeringen af atomaftalen, understreger en talsmand for EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.

Forhandlingerne vil blive genoptaget "snart", lyder det.

- Yderligere arbejde er nødvendigt efter fire dages drøftelser i Wien, siger talsmand Michael Mann.

Han tilføjer, at der nu vil være konsultationer i diverse hovedstæder med forventning om, at de tekniske drøftelser om atomaftalen snart vil fortsætte.

0 kommentarer
Vis kommentarer