Khodorkovskij er i Berlin

Olierigmanden Khodorkovskij, der fredag blev løsladt fra fængslet, er fløjet til Berlin.

Khodorskovskij nu i Berlin (Foto: AP)
Khodorskovskij nu i Berlin (Foto: AP)

Den tidligere russiske oliemilliardær Mikhail Khodorkovskij, der har siddet fængslet i mere end 10 år, er kommet til Berlin, siger en talsmand for det tyske udenrigsministerium.

Khodorkovskij blev fredag løsladt fra fængslet, efter at være blevet benådet.

- Han ankom til Berlin fredag eftermiddag, siger udenrigsministeriets talsmand til Reuters.

I Moskva siger moren til den tidligere oliemilliardær, at hun stadig venter på nyt om sin søn.

- Vi ved ingenting, men vi er parate til at flyve til udlandet for at møde ham, siger moren, Marina.

Benådningen af Khodorkovskij er sket af "humanitære årsager". Den russiske præsident, Vladimir Putin, sagde torsdag, at han ville sætte Khodorkovskij, som havde otte måneder tilbage af sin dom, på fri fod.

Ifølge Putin kommer benådningen i forlængelse af en anmodning fra Khodorkovskij, som skulle have begrundet sit ønske med, at hans mor er syg.

Rigmandens advokat siger imidlertid, at han ikke har bedt Putin om denne benådning.

Til dette har Putin kvitteret med at referere til russisk lov, der dikterer, at en straffefange skal anmode om benådning, før de kan få en.

- Han skrev et dokument til mig for ganske nylig med en anmodning om benådning, siger Putin.

Khodorkovskij var indtil sin anholdelse en af Ruslands rigeste mænd - en status han havde opnået ved at udvikle og udvinde oliefelter i Sibirien.

Han havde antydet, at han ville træde ind i politik og udfordre præsident Putin.

Men herefter blev han idømt 13 års fængsel for hvidvaskning af penge og skatteunddragelse i sit energiselskab Yukos.

Olierigmanden har været en ivrig kritiker af ledelsen i Kreml, og Putins modstandere betragter rigmanden som en politisk fange.

Selv har Khodorkovskij også stået fast på, at retssagen mod Yukos og de tidligere ejere var politisk motiveret.

0 kommentarer
Vis kommentarer