Erdogan truer udenlandske ambassadører: Stop provokation

Tyrkiets premierminister truer udenlandske ambassadører i forlængelse af korruptionsundersøgelse

Udenlandske ambassadører i Tyrkiet spiller en "provokerende" rolle i forhold til en stribe anholdelser, der har fundet sted den seneste uge i landet, mener premierminister Recep Tayyip Erdogan.

Premierministeren er rasende over den omfattende undersøgelse, der ligger til grund for, at 24 personer, blandt dem to sønner af Erdogans ministre, står anklaget for korruption.

- I de seneste dage har ambassadører, højst mærkværdigt, været involveret i provokerende handlinger.

- Jeg appellerer til dem: I skal gøre jeres job. Hvis I går ud over jeres beføjelser, kan dette blive en sag for regeringen. Vi er ikke tvunget til at have jer i vores land, siger Erdogan på et politisk møde i provinsen Samsun ved Sortehavet.

Den amerikanske ambassade i Tyrkiet har nægtet at have spillet en rolle i korruptionsefterforskningen.

0 kommentarer
Vis kommentarer