Eks-minister i voldsom kritik af Obama: Mistede troen på krigen i Afghanistan

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates kommer med hård kritik af præsident Barack Obama i ny bog

Obama mistede troen på Afghanistan-krigen i 2011, skriver tidligere forsvarsminister Robert Gates i ny bog. (FOTO: AP).
Obama mistede troen på Afghanistan-krigen i 2011, skriver tidligere forsvarsminister Robert Gates i ny bog. (FOTO: AP).

Præsident Barack Obama modtager nu, hvad flere amerikanske medier betragter som 'ødelæggende kritik' fra sin tidligere forsvarsminister Robert Gates.

Republikanske Gates skriver ifølge New York Times i en ny bog, der udkommer i næste uge, at Obama i 2011 mistede troen på krigen i Afghanistan.

- Han troede ikke på sin egen strategi og betragtede ikke krigen som værende hans. For ham handlede det kun om at komme ud, skriver den tidligere forsvarsminister.

Mistede troen
Han kritiserer især Obama for, at han på trods af den manglende tro på missionen fortsat pumpede nye tropper ind i Afghanistan.

Han understreger dog, at han aldrig har tvivlet på Obamas støtte til de amerikanske soldater, kun hans tro på, at missionen kunne lykkes.

Bogen er den første, der i så stort et omfang beskriver Obamas administration indefra.

Ud over den hårde kritik af Obamas holdning til Afghanistan-krigen, så roser Robert Gates præsidenten på andre områder.

- Han har et jernhårdt intellekt og er ikke bange for at gå egne veje, refererer New York Daily News fra bogen.

Livslang tjeneste
Ifølge Washington Post er det sjældent, at en så fremtrædende politisk figur kommer med kritik af en siddende præsident.

En talskvinde for præsident Obama kom tirsdag aften med en kommentar til Gates' kritik.

- Som det altid har været, så byder præsidenten forskellige meninger velkomne, og han sætter stor pris på den indsats, som Robert Gates ydede som forsvarsminister, og hans livslange tjeneste for vores land, sagde Caitlin Hayden.