Hollandes påståede elskerinde lægger sag an

Den franske skuespiller Julie Gayet har lagt sag an mod magasin, der skrev om hendes forhold til Hollande

Julie Gayet er blevet sat i forbindelse med den franske præsident i en artikel i magasinet Closer. (Foto: AP)
Julie Gayet er blevet sat i forbindelse med den franske præsident i en artikel i magasinet Closer. (Foto: AP)

Den franske skuespiller Julie Gayet har lagt sag an mod magasinet Closer, der har offentliggjort historier om, at hun har en affære med præsident François Hollande, oplyser magasinets ledelse.

- Gayet kræver 50.000 euro (omkring 373.000 kroner) i erstatning og 4000 euro (knap 30.000 kroner) i sagsomkostninger, oplyser magasinet, der skal offentliggøre dommen på dets forside, hvis det taber sagen.

Hollande indrømmede indirekte ved en pressekonference tirsdag, at han har problemer i sit forhold til sin samlever Valerie Trierweiler, som han bor sammen med i Elyséepalæet, og som er indlagt med et nervesammenbrud.

Hollande: Medier bør respektere privatlivets fred

Medierapporterne om Hollandes privatliv var i fokus på den franske præsidents store pressekonference i Paris tirsdag, men Hollande gjorde det klart, at han ikke vil kommentere sit privatliv.

- Dette er hverken stedet eller tidspunktet til at drøfte dette. Hvis jeg ikke svarer på spørgsmål vedrørende dette emne i dag, så vil jeg gøre det før mit besøg i USA, sagde den franske præsident.

Hollande skal inden sit besøg i USA i februar oplyse, om Trierweiler ledsager ham.

Historierne i ugebladet Closer er kommet efter flere måneder med svirrende rygte om affæren mellem præsidenten og den 41-årige skuespiller, der medvirkede i en af Hollandes valgvideoer under valgkampen i 2012.