Syriens parter forhandler ansigt til ansigt

Syrisk minister lægger afstand til hele ideen om et overgangsstyre ved forhandlingernes begyndelse.

De syriske parter mødtes lørdag formiddag og satte sig for første gang til forhandlingsbordet ansigt til ansigt.

- Parterne sidder for første gang over for hinanden i det samme rum, siger FN.

Den syriske regering gentog inden mødet, at den er afvisende over for forslaget om at danne et overgangsstyre som led i en politiske løsning på landets næsten tre år lange konflikt.

- Et overgangsstyre indfører man, når man har en stat i opløsning. Syrien er en stat med institutioner. Det er ikke en stat i opløsning og har ikke brug for et overgangsstyre, siger den syriske informationsminister Omran Zoabi.

FN's mødeleder ved fredskonferencen for Syrien, Lakhdar Brahimi, meddelte fredag, at de direkte forhandlinger ville blive indledet lørdag formiddag.

Oppositionen er rejst til konferencen i Schweiz med det klare mål, at præsident Bashar al-Assad skal fjernes fra magten og ikke have nogen plads i et overgangsstyre.

/ritzau/Reuters