Mor til tre svarede Obama

Republikanerne valgte en talsmand uden præsident-ambitioner

Cathy McMorris Rodgers siger selv, at den fornemste titel, hun nogensinde har haft, er titlen som hustru og mor. FOTO: AP
Cathy McMorris Rodgers siger selv, at den fornemste titel, hun nogensinde har haft, er titlen som hustru og mor. FOTO: AP


Efter at flere politikere med præsidentambitioner har været valgt til at svare på præsident Barack Obamas årlige budskab om nationens tilstand, var det i aftes en husmor og mor til tre, Cathy McMorris Rodgers, der svarede på Republikanenes vegne. Hun har ikke luftet ambitioner om at melde sig som præsidentkandidat, og ærlig talt, så virkede hun ikke præsidential i nat.

Det blev til en lidt svag tale, noget på linje med guvernør Bobby Jindals svartale i 2009, som knuste hans landspolitiske ambitioner.

- De mest afgørende øjeblikke sker ikke her. De sker ikke i det ovale værelse eller i kongressalen. De sker i jeres hjem. At kysse jeres børn godnat. At regne ud, hvordan i betaler jeres regninger. At gøre jer klar til lægens beøsg i morgen. At vente på at høre fra jeres elskede, som tjener i Afghanistan, eller ventende på det store, afgørende jobinterview, sagde Cathy McMorris Rodgers.

Lavere skat og regninger
Hun angreb Barack Obama for at forværre krisen.

- Alt for mange mennesker kommer i værre og værre nød, fordi præsidentens politik gør deres liv hårdere. Vi republikanere har planer om at lukke gabet. Vi vil fokusere på flere job uden flere offentlige udgifter, offentlige redningsplaner og bureaukrati, sagde Rodgers og lovede 'lavere skatter, lavere energiudgifter og en sygesikring, der kan betales'.

Cathy McMorris Rodgers er 43 år og fik sit tredje barn i november 2013. Valget af hende understregede, at Republikanerne har det svært blandt kvinder og yngre vælgere.

Partiet har kvindeunderskud
- Vi skal splitte landet i to halvdele, og vi skal have den største, sagde den republikanske strateg, Pat Buchanan, for nogle år siden.

Men partiet er endt op med den mindste halvdel, og partiets halvdel består især af ældre, hvide mænd. Det skulle Cathy McMorris Rodgers rette op på.

Hun er især blevet kendt for sine hårde angreb på sundhedsreformen, den såkaldte Obamacare. Og hun står fast på republikanske familieværdier.

- Vi skal ikke være moderate, men moderne, har hun sagt, og hun hylder rollen som mor og hustru.