Beskyldninger om valgsvindel efter afghansk valg

Over 50 procent stemte ved valg, hvor Afghanistans befolkning roses for at have udvist mod

En stor del af den afghanske befolkning fejrer den veloverståede første runde af præsidentvalget lørdag, hvor der kun var relativt lidt vold, og hvor valgdeltagelsen var høj trods trusler mod alle vælgere fra Taliban.

Flere kandidater udtrykte dog søndag bekymring for valgsvindel ved en del valgsteder, hvor der manglede stemmesedler, så vælgerne ikke kunne komme til at deltage, men flere af dem udtrykker tillid til, at valgkommissionen vil kunne håndtere problemerne.

- Valgdeltagelsen var måske på over syv millioner, siger lederen af den uafhængige valgkommission, Ahmad Yusuf Nuristani. Men han understreger, at det er en foreløbig vurdering, som kan vise sig at være upræcis.

Hvis vurderingen holder er det over halvdelen af vælgerne, som har deltaget i valget, hvor omkring 13,5 millioner havde mulighed for at stemme.

Ved valget, der formentligt skal følges op med en anden runde i maj, skal der findes en afløser for præsident Hamid Karzai.

Taliban havde opfordret militsens medlemmer til at angribe alle, der hjalp til med at gennemføre valget, ligesom de blev opfordret til at angribe vælgerne og sikkerhedsstyrkerne.

Men der blev ikke gennemført større angreb. Indenrigsministeriet siger, at fire civile, ni civile og syv soldater blev dræbt i det døgn, hvor valget blev afviklet. Myndighederne siger, at mange angreb blev forhindret.

Angreb eller frygt for Taliban betød, at over 200 af de i alt 6423 valglokaler ikke blev åbnet.

- Millioner af afghanske mænd og kvinder gik til valg med mod og interesse for valget. Den afghanske befolkning sikrede valget, siger den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

Der er ingen klar favorit til at vinde valget, der finder sted forud for tilbagetrækningen af Nato's kampstyrker senere på året. De tre mænd, der er er favoritter til at vinde valget, er tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah, medarbejder i Verdensbanken Zalmay Rassoul samt tidligere finansminister Ashraf Ghani.

Valget finder sted, mens de udenlandske styrker i landet er ved at afslutte deres mission. Det er det tredje præsidentvalg i Afghanistan siden 2001.

0 kommentarer
Vis kommentarer