USA og Rusland vil have snarligt krisemøde om Ukraine

Ukraine, EU, USA og Rusland skal samles for at løse konflikten i Ukraine, lyder det fra Kerry og Lavrov

Diplomater fra Rusland og USA har mandag aften diskuteret at mødes i løbet af de kommende 10 dage for at drøfte løsninger på situationen i Ukraine, oplyser det amerikanske udenrigsministerium.

Planerne blev lagt under et telefonmøde mellem USA's udenrigsminister, John Kerry, og hans russiske kollega Sergej Lavrov.

Også Ukraine og EU skal deltage i dette møde, lyder det fra det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde Jen Psaki.

Kerry beder Rusland tage afstand fra de seneste begivenheder af prorussiske aktivister i det østlige Ukraine.

Udenrigsministeren kalder aktivisterne, som mandag udråbte en selvstændig republik for Donetsk, for "separatister, sabotører og provokatører".

John Kerry siger, at demonstrationer og belejringer af bygninger i byerne Kharkiv, Donetsk, Luhansk og Mariupol ikke forekommer "spontane" men snarere en "nøje orkestreret kampagne med russisk støtte".

Sergej Lavrov, som ser helt anderledes på sagen, har mandag sendt en appel til den fungerende ukrainske udenrigsminister, Andrij Desjtjysia, om ikke at anvende magt imod de prorussiske aktivister i det sydøstlige Ukraine.

Rusland vil have, at ukrainerne respekterer de prorussiske gruppers "sprog, kultur og socioøkonomiske rettigheder."

0 kommentarer
Vis kommentarer