Nato-chef: Træk de russiske styrker væk

Træk de titusinder af russiske soldater, der står opmarcheret ved Ukraines grænse væk, advarer Fogh Rasmussen

Nato's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, siger, at situationen i det østlige Ukraine er stærkt bekymrende, og han opfordrer Rusland til trække sine styrker væk fra grænsen til nabolandet.

- Begivenhederne i det østlige Ukraine er stærkt bekymrende. Jeg opfordrer Rusland til at trække sig tilbage, siger Nato's generalsekretær på et møde i Paris.

- Enhver yderligere bevægelse mod det østlige Ukraine ville udgøre en alvorlig optrapning og ikke en nedtrapning, siger han.

Fogh Rasmussen understreger, at Rusland er nødt til at trække "titusinder af soldater", der står opmarcheret ved Ukraines grænse, tilbage.

Advarslen fra Nato's generalsekretær kommer, efter prorussiske demonstranter de seneste to dage har indtaget lokale regeringsbygninger i det østlige Ukraine og meddelt, at områderne løsriver sig fra centralregeringen i Kijev.

0 kommentarer
Vis kommentarer