Britisk minister går af efter opgør om fryns

Britisk minister går af efter opgør om personlig udgiftskonto. Sagen kan skade de konservative før EU-valg

Den britiske kulturminister, Maria Miller, er nu trådt tilbage. (Foto: AP)
Den britiske kulturminister, Maria Miller, er nu trådt tilbage. (Foto: AP)

Den britiske kulturminister, Maria Miller, der har været skarpt kritiseret for at have stillet hindringer i vejen for en efterforskning af hendes personlige forbrug og personlige boligtilskud som politiker, trådte onsdag tilbage.

- Det er blevet klart for mig, at den nuværende situation afleder al opmærksomhed fra regeringens vigtige arbejde for at ændre landets kurs, skriver Miller i sin afskedsbegæring til premierminister David Cameron.

Camerons håndtering af krisen omkring Miller er imidlertid også blevet kritiseret af hans egne partifæller, da han afviste at afskedige Miller, da hun fik ordre til at tilbagebetale 5800 pund (omkring 53.000 kroner), som hun ikke havde krav på.

Sagen betød, at hun måtte undskylde over for parlamentet.

Ifølge britiske aviser kan sagen skade Camerons konservative parti forud for valget til Europaparlamentet i næste måned. Meningsmålinger tyder på, at det konservative regeringsparti kan blive nummer tre ved valget efter Labour og EU-modstanderne i det indvandrerkritiske uafhængighedsparti UKIP.

Over 140.000 vælgere havde med deres underskrifter krævet kulturministerens tilbagetræden på grund af sagen, hvor hun har brugt penge, hun ikke havde krav på til at betale af på boliglån.

En meningsmåling i det konservative parti viste, at to tredjedele af partimedlemmerne ønskede at se ministeren gå af.

Der er dog også fremtrædende partimedlemmer som har forsvaret Miller - blandt andre Londons konservative borgmester, Boris Johnson, som siger, at medierne har drevet 'klapjagt' på Miller.

Han kritiserer samtidig systemet med lønninger og tilskud til politikere for at være uigennemskueligt.

Britiske politikeres personlige udgifter og brug af diverse tilskud og 'frynsegoder' skabte i 2009 overskrifter i en lang periode, da fem medlemmer af parlamentets underhus, The House of Commons, og to medlemmer af overhuset, House of Lords, blev idømt fængselsstraffe for svindel.

0 kommentarer
Vis kommentarer