K: Spar en milliard i beskæftigelsessystemet

Der skal spares mindst én milliard kroner i beskæftigelsessystemet, kræver konservativ leder, Lars Barfoed

Der skal spares mindst én milliard kroner i beskæftigelsessystemet, kræver konservativ leder, Lars Barfoed. (Foto: Jens Dresling)
Der skal spares mindst én milliard kroner i beskæftigelsessystemet, kræver konservativ leder, Lars Barfoed. (Foto: Jens Dresling)

De Konservative kræver mindst én milliard kroner sparet i beskæftigelsessystemet for at indgå en aftale med regeringen. Besparelsen skal øremærkes til lettelser for erhvervslivet i regeringens vækstpakke.

Det siger De Konservatives partileder, Lars Barfoed, til Børsen.

Se også: K tæsker løs på egne afgifter

- Når vi kommer til forhandlingerne om beskæftigelsesreformen, kan det også godt være, at vi vil insistere på, at der kommer mere end den ene milliard. Vi bruger 16 milliarder kroner i dag. Man burde i hvert fald kunne finde fire milliarder, siger Lars Barfoed.

- Her nøjes vi med at bruge en milliard kroner i første omgang.

Dermed lægger Konservative sig på linje med Venstre, som har krævet, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i beskæftigelsessystemet finder et milliardbeløb, der går til lettelser for virksomheder i vækstpakken.

Se også: Lene E svinger pegepinden: Smid uvorne elever hjem fra skole

Venstre vil først finde halvanden milliard kroner, som kan vokse til fire milliarder kroner.

Finansministeriet skriver i et notat, at der kan hentes 400-600 millioner kroner årligt i 2015-20 på beskæftigelsesområdet. Det giver samlet 2,4-3,6 milliarder kroner.

Finansminister Bjarne Corydon (S) har afvist, at ministeriets beregning har noget på sig. Onsdag afviste Mette Frederiksen i folketingssalen også at spare.

- Vi kan sige meget klart, at beskæftigelsesreformen for regeringens vedkommende ikke er et spareprojekt, sagde hun.

Se også: Engell: Oprøret mod Helle T. breder sig

De Konservative vækstudspil koster 14,7 milliarder kroner. Partiet bruger tre milliarder kroner på at sænke topskatten med seks procentpoint. Der skal afskaffes afgifter for i alt seks milliarder kroner.

De Konservative betaler regningen ved at fjerne fagforeningsfradrag og stramme udlændingepolitikken, offentlig nulvækst, udlicitering af flere offentlige opgaver, nej til den grønne check og lavere ulandsbistand.

0 kommentarer
Vis kommentarer