Sanktioner fra USA mod Krim-separatister

Tredje runde af sanktioner fra USA under krisen i Ukraine rammer separatister på Krim

Det er tredje runde af sanktioner fra USA under krisen i Ukraine. (Foto: AP/Carolyn Kaster)
Det er tredje runde af sanktioner fra USA under krisen i Ukraine. (Foto: AP/Carolyn Kaster)

Det amerikanske finansministerium indfører nu sanktioner mod syv separatister på Krim samt gasselskabet Tjernomorneftegaz, der ligger på halvøen i forbindelse Ruslands annektering af området.

Det er tredje runde af sanktioner fra USA under krisen i Ukraine.

Sanktionerne er i tråd med beslutninger om at anlægge en hård kurs i konflikten forud for forhandlinger i Genève i næste uge mellem amerikanske, ukrainske, europæiske og russiske repræsentanter.

EU bekræftede sent fredag, at mødet vil finde sted den 17. april.

Se også: Ekspert: Putin lokker Ukraine i fælde

USA's præsident, Barack Obama, drøftede torsdag i en telefonsamtale med den tyske kansler, Angela Merkel, muligheden for yderligere sanktioner mod Rusland på grund af begivenhederne i Ukraine.

Der har været uro i det østlige Ukraine den seneste uge, og blandt andre Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har sagt, at russiske agenter står bag balladen i flere byer, hvor prorussere kræver selvstændighed.

Forsvarsalliancen afslørede torsdag fotos, der ifølge Nato skulle vise 35.000-40.000 russiske styrker ved siden af tanks og pansrede køretøjer - klar til at gå ind over grænsen til Ukraine.

Se også: Nato advarer: Satellitfotos afslører Putin

Nato sagde ved den lejlighed, at billederne blev taget mellem 22. marts og 2. april.

En højtstående russisk militærkilde svarede igen og sagde torsdag, at Nato's satellitbilleder af russiske styrker ved den ukrainske grænse blev taget i august sidste år, skriver det statslige nyhedsbureau RIA ifølge Reuters.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, sikrede sig i marts politisk mandat til at sende russiske styrker ind i Ukraine i tilfælde af, at det russiske mindretal kom under pres efter omvæltningerne i den tidligere sovjetrepublik.

Rusland annekterede den ukrainske sortehavshalvø Krim tidligere på året, efter at Ukraines prorussiske præsident Viktor Janukovitj blev væltet.

Se også: Putin: Rusland vil ikke stoppe for gas til Ukraine

1 af 2 (Foto: AP/Dmitry Lovetsky)
2 af 2 Det er tredje runde af sanktioner fra USA under krisen i Ukraine. (Foto: AP/Carolyn Kaster)
0 kommentarer
Vis kommentarer