EU-Parlamentet: Alle har ret til en bankkonto

Det skal være nemmere for alle at åbne en bankkonto, skifte bank og at sammenligne forskellige bankers tilbud

Europaparlamentet har tirsdag godkendt et nyt EU-direktiv, der blandt andet skal sikre, at alle EU-borgere kan åbne en almindelig betalingskonto i banken - uanset hvor de bor, og hvor mange penge de har.

Det nye direktiv tager udgangspunkt i kommissionens skøn af, at 58 millioner europæere over 15 år i dag slet ikke har nogen bankkonto.

Reglerne skal blandt andet sikre, at alle kan få en konto, så de kan få udbetalt for eksempel løn og offentlige ydelser.

Alle skal også have adgang til betalingskort, der kan bruges både i kontantautomater og til handel på internettet.

Det bliver op til de enkelte medlemslande at afgøre blandt andet, om det skal være tilladt at lave overtræk på alle konti, ligesom landene også kan fastsætte et gebyr for at åbne en konto.

Gebyret skal blot have en rimelig størrelse i forhold til hvert enkelt lands indkomstniveau.

For at gøre det nemmere at sammenligne forskellige bankers tilbud skal hvert land have mindst én internetbaseret service, der giver nemt overblik over produkter og gebyrer.

EU-kommissær for det indre marked og tjenesteydelser Michel Barnier siger, at det handler om at sikre alle EU-borgere en grundlæggende ret til at deltage fuldt og helt i det moderne samfunds økonomiske og sociale liv.

- Med denne afstemning gør vi en ægte forskel for millioner af EU-borgeres liv ved at give dem adgang til en almindelig bankkonto, så de nemt kan for eksempel kan få udbetalt deres løn eller betale en elektricitetsregning, siger Barnier i en pressemeddelelse.

Forbrugerkommissær Neven Mimica hæfter sig ved, at det bliver nemmere for forbrugerne at holde øje med, at de bruger hver en euro rigtigt.

- Større gennemsigtighed for bankkonti - især hvad angår de gebyrer, der bliver opkrævet - vil gøre vores allesammens liv mere enkelt. Det vil hjælpe os med at sammenligne tilbud, så vi kan finde de bedste tilbud, siger Mimica.

De nye regler skal være indført i hele EU senest to år efter at de er blevet endeligt godkendt af medlemslandene i ministerrådet. Da teksten allerede er forhandlet færdig, ventes det at ske meget snart som en ren formalitet.

0 kommentarer
Vis kommentarer