EU-Parlamentet godkender lov mod social dumping

En EU-lov, som beskytter udstationerede arbejderes rettigheder i EU, har onsdag fået et ja i parlamentet

EU-Parlamentet har onsdag endeligt vedtaget en stor lovpakke, som vil bekæmpe social dumping i EU's medlemslande.

EU's social- og beskæftigelseskommissær, László Andor, er begejstret over resultatet, som nu kun mangler en formel godkendelse af medlemslandene. Man regner med, at det sker uden debat.

- Jeg byder parlamentets godkendelse af direktivet, som vil forbedre reglerne om udstationerede arbejdere, velkommen.

- Det sender et klart signal op til Europaparlamentsvalget i maj om, at Europa ikke accepterer svindel og misbrug på bekostning af udstationerede arbejdere, siger Andor.

Direktivet er et tillag til eksisterende regler om udstationering, som gennem øget kontrol skal gribe ind mod social dumping.

De nye regler skal øge medlemslandenes muligheder for at kontrollere løn- og arbejdsvilkår for arbejdere udstationeret fra andre EU-lande, ligesom der bliver åbnet mulighed for indførelse af kædeansvar - i første omgang inden for byggebranchen.

- Parlamentet har demonstreret Europas forpligtigelse til at tackle "social dumping". EU's arbejdsmarked skal handle om at skabe flere og bedre job, og ikke et ræs mod bunden, siger kommissæren.

Medlem af parlamentet for Socialdemokraterne, Ole Christensen, har stemt for forslaget, som han har arbejdet med i parlamentets arbejdsmarkedsudvalg.

- Forslaget giver myndighederne og fagforeningerne værktøjer til at håndtere de praktiske problemer i forbindelse med udstationering.

- Det står nu klokkeklart, at Danmark kan indføre kædeansvar i byggebranchen, så en hovedentreprenører kan gøres ansvarlig for en række af underentreprenørens forseelser. Danmark kan endda udbrede det til andre brancher, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer