Algeriets præsident genvælges med fire ud af fem stemmer

Trods sygdom og 77 år er Abdelaziz Bouteflika klar til endnu en periode på præsidentposten i Algeriet.

Abdelaziz Bouteflika vinder præsidentvalget i Algeriet med 81,53 procent af stemmerne ifølge det officielle resultat fredag.

Den 77-årige præsidents politiske lejr havde allerede natten til fredag udråbt sig selv som vinder.

Bouteflika har været ved magten i 15 år.

Præsidenten har det dominerende parti, Den Nationale Befrielsesfront, FLN, bag sig, og han har bred opbakning i mange fagbevægelser, selv om han kun sjældent taler offentligt efter et hjerteanfald i 2013.

Bouteflika afgav torsdag sin stemme fra sin rullestol. Han kom ikke med nogen udtalelse, og han gav kun kortvarigt hånd til nogle af sine tilhængere, inden han forlod valgstedet.

Ali Benflis, der er præsidentens største rival blandt oppositionskandidaterne, har anklaget præsidenten for valgfusk.

Algeriet, der er et af de olieproducerende lande i sammenslutningen OPEC, opfattes som en partner i USA's kamp mod voldelige grupper i regionen, og landet står for en femtedel af EU's gasimport.

Flere oppositionsgrupper boykottede valget, da de mente, at præsidenten på forhånd havde vundet og derfor ikke ville føre til forandringer af et system, der næsten har stået i stampe, siden landet opnåede uafhængighed fra Frankrig i 1962.

0 kommentarer
Vis kommentarer