Abdullah nærmer sig sejren i Afghanistans præsidentvalg

Tidligere udenrigsminister Abdullah fører klart, mens den afgående præsidents favorit næppe når anden runde

Afghanistans tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah har taget føringen over sin nærmeste rival, Ashraf Ghani, i det krigshærgede lands præsidentvalg, oplyser den afghanske valgkommission, IEC, søndag.

Han ser dog ikke ud til at kunne tage sejren i valgets første runde med et direkte flertal.

Næsten 50 procent af stemmerne i landets 34 provinser er nu talt op, og her står Abdullah til at tage 44,4 procent af stemmerne efterfulgt af den provestlige akademiker Ashraf Ghani med 33,2 procent.

En sejr på mindre end 50 procent vil betyde, at valget må ud i en anden runde, hvor de to mest populære kandidater skal dyste.

En tredje kandidat, Zalmay Rassoul, der er støttet af to af præsident Harmid Karzais brødre, halter langt bagefter med 10,4 procent af afghanernes stemmer.

Afghanistans allierede har rost valget den 5. april og fremhævet den store valgdeltagelse samt Talibans manglende formåen til at gennemføre alvorlige angreb på valgdagen.

Efterfølgende er der imidlertid dukket indicier frem om, at der skal være foregået valgsvindel.

Det endelige resultat fra første valgrunde vil være klar 14. maj.

Hvis det er nødvendigt, vil en anden valgrunde blive gennemført i slutningen af maj.

0 kommentarer
Vis kommentarer